Odgers berndtson
Sted og sprog Danmark | DA

#IAM - "Jeg er optaget af at løse for det rigtige - i alle aspekter af livet"

Barbara Taudorf Andersen, Board Member and Investor

Hvornår vidste du, at du ville være leder?

Det har altid været en del af mig at tage fat på de udfordringer, som jeg enten følte en forpligtelse til at løse, eller som jeg synes er sjove og spændende. I mange af de udfordringer ligger der ledelsesopgaver. Der har heldigvis været et stort overlap i, hvad der har været sjovt og spændende, og hvor jeg har følt mig forpligtet.


Hvad er den vigtigste kompetence at have som leder?

Jeg mener, at det ligger i en kombination af at have ambitionen om og værktøjerne til at skabe noget, der er større end det, du kan selv, og gøre det ved at bringe forskellige fagligheder og mennesker sammen omkring at skabe løsninger. Så skal du turde at simplificere det allermest komplekse. Det er ofte der, du ser løsningerne klarest, og dermed kan tage de bedste beslutninger. Jeg har været så heldig at møde fantastiske ledere på min vej, som har lært fra sig. Blandt andet Jesper Nielsen (CEO i BEC, tidligere Danske Bank) er en sand mester her.

Hvad er det vigtigste, du har været med til at skabe i din karriere?

Efter mange år som leder i den finansielle sektor, hvor jeg har drevet masser af store transformationer, satte jeg mig for nogle år siden for at bygge en portefølje af virksomheder, der er kommercielt stærke og samtidig er transformativefor samfundet –enten med deres teknologi eller forretningsmodel. Mange kiggede på mig, som om jeg var en corporatetosse på afveje og ventede på, at jeg fik mig et rigtigt job igen. Nu har jeg gjort det. Og det er jeg ekstremt stolt af. Og jeg kan se, at mange i den periode har fået øjnene op for, at det kan lade sig gøre –og faktisk er bydende nødvendigt –at drive samfundsmæssige transformationer gennem markedet. Jeg klukker helt ned i maven af glæde over hver dag at få lov til at arbejde med at udvikle næste generation af modige og dygtige entreprenører og innovative virksomheder indenfor bl.a. klima-, uddannelses-og finansiel teknologi. Både som investor og bestyrelsesmedlem.


Hvad har bragt dig derhen, hvor du er i dag?

HÅRDT ARBEJDE: Mit arbejde med at løse komplekse ledelsesopgaver i staten og den finansielle sektor har givet mig et kæmpe bagkatalog af erfaringer fra forskellige brancher, teknologier, kulturer og perspektiver, som jeg trækker på hver eneste dag.

MOD: Modet til at være tro mod mig selv og mine egne værdier. Modet til at gå efter de udfordringer, der er sjove, og som jeg tror på, at jeg kan lære af –og hvor jeg tror, at jeg kan gøre en forskel.

YDMYGHED: Når du tager springet og skifter job eller branche, så kræver det ydmyghed overfor de mennesker du møder. Jeg er helt vild med at arbejde med mennesker, der er klogere end mig selv på fx robotteknologi, alternativ energi –og så gøre dem stærkere med den faglighed, som jeg kommer med.

NYSGERRIGHED: Livet har lært mig ikke at tage noget for givet og altid at være nysgerrig. Insister på hele tiden at lære af det, du ser, og de mennesker, du møder.


Hvad er dit bedste råd til kvinder med lederambitioner?

Hav altid denne sætning i lommen: “It all comes down to people”. Omgiv dig med gode mennesker. Det gælder både de ledere, du arbejder for, de kolleger, du arbejder med, de venner, den kæreste eller ægtefælle, som du bruger dit liv sammen med udenfor arbejdet. Led efter mennesker, der ser dig, som du er. Nogen du kan spille god –og som spiller dig god.


Jeg giver stafetten videre til Susanne Juhl (Bestyrelsesformand, HOFOR)

Find en konsulent [[ Scroll to top ]]